logo

Stemmerne fra fællesskabet – Fra nybegynder til holdspiller

16. september 2024

”Det hele startede sådan cirka efter World Cup i 2022…” fortæller Ezekiel om, hvad der motiverede ham til at blive god til fodbold. 

17-årige Ezekiel har været del af Brug Boldens Ungdomsfællesskab siden 2021, men dengang tog han kun sporadisk med sine venner til træning i Hafnia-Hallen. VM i Qatar i 2022 blev et vendepunkt, der fik hans fodboldinteresse til at vokse: Han fulgte alle kampene, blev grebet af stemningen, og derfra begyndte han at komme regelmæssigt i Ungdomsfællesskabet. 

Til hverdag går Ezekiel i gymnasiet, og ud over fodbold bruger han sin fritid på at tage billeder og arbejde som hobbyfotograf. ”I fremtiden ønsker jeg at studere biologi på universitetet og lave biologiske udforskninger,” fortæller han. Men lige nu er det altså fodbolden, der er det sjoveste. 

Fællesskab over præstationer

”Gennem mine venner havde jeg hørt om noget ungdomstræning i Valby, hvilket er nemt at komme til fra hvor jeg bor. Jeg tænkte ’Okay, jeg er ikke så god til at spille fodbold, så måske kan jeg starte her i stedet for en klub’,” fortæller Ezekiel. 

Han havde slet ikke spillet fodbold tidligere, så i starten var han ret nervøs for, om de andre spillere ville dømme ham ud fra hans niveau. Til sin lettelse opdagede han hurtigt, at Brug Bolden ikke handler om konkurrence men om fællesskab, og at der er plads til alle niveauer. Trænerne kommer med gode råd fra sidelinjen, og man kan altid spørge en af de mere erfarne spillere om tips og tricks. 

Den eneste konkurrence, Ezekiel oplevede, var med sin egen udvikling som spiller: ”Jeg har lært om taktisk spil, at danne overblik på banen og blive hurtigere til afleveringer. Jeg har lært min stamina at kende og hvor meget jeg skal give i løbet af spillet,” fortæller han stolt. 

Når han skal fremhæve det bedste minde fra Brug Bolden, er det svært at vælge, men så kommer han i tanke om en kamp, hvor han var med til at vende udviklingen: ”Mit bedste minde var da vi lavede comeback, og jeg scorede to mål, og det var begge to med min weak foot, min venstre fod. Jeg scorede, og så vandt vi!” smiler han. 

Hundredvis af nye bekendtskaber

”Det bedste ved at være med i Ungdomsfællesskabet er, at det altid er der. Man ved, at der hver lørdag er nogen der venter på dig, og at du kan komme her og spille,” siger Ezekiel, der efterhånden kender mange af de andre spillere på kryds og tværs, og de mødes også uden for træningstid. 

”Jeg har fået rigtig mange venner her i Hafnia-Hallen. Vi mødes tit uden for Brug Bolden, f.eks. på banerne i Valby og spiller hyggebold.” 

Ifølge ham selv har han lært over 100 forskellige mennesker at kende gennem fodboldfællesskabet, hvor der for hver træningsgang ofte dukker nye ansigter op. Nye spillere bliver præsenteret af trænerne i starten, og så er der en god kultur blandt deltagerne for, at man går hen og spørger ind til vedkommende, fortæller Ezekiel. 

”Trænerne er virkelig sjove, og det er nice at de er unge; det er ligesom at snakke med sine egne venner, man kan snakke med dem om alt. Og jeg har aldrig oplevet noget dårligt med de andre spillere. Der er sådan en fælles respekt, hvor vi ved, at vi alle sammen er her for at have det sjovt,” fortæller han. 

Fællesspisningerne i cafeen er et højdepunkt, og Ezekiel mener, at det at spise sammen gør fællesskabet dybere: 

”Det er som at sidde ved middagsbordet med sin familie. Nu ser jeg de andre som mine brødre.” 

Oplevelser i topklasse

Når Ezekiel skal rate sin oplevelse af Brug Bolden, giver han 9,5 ud af 10. ”Det kan aldrig være en 10’er, for der er altid noget, der kunne forbedres,” siger han, men har egentlig ingen klager: 

”I mine øjne gør Brug Bolden og trænerne det allerede perfekt. Det eneste, der mangler er… hvis jeg var Ronaldo og vandt alle kampene!” griner den unge mand. 

Spøg til side er Ezekiel glad for, at han har et sted, hvor han altid kan komme og være social, møde unge fra hele Storkøbenhavn og samtidig forbedre sine fodboldfærdigheder. ”Jeg glæder mig til det bliver lørdag – ikke fordi det er weekend, men fordi nu skal jeg spille fodbold igen. Det gør mig glad at komme her,” fortæller han afslutningsvist. 

Tusind tak til Ezekiel for at dele sin historie med Brug Boldens Ungdomsfællesskab. Selvom man måske ikke bliver lige så dygtig som Ronaldo, bliver man hos os altid taget godt imod af et energisk, glædesfuldt sammenhold med plads til alle! 

Følg med i næste uge og hør endnu en stemme fra vores fodboldfællesskab.​

Hvad er Brug Bolden Danmark?

Brug Bolden er et brobyggende  fodboldfællesskab målrettet unge, der står udenfor det almene, etablerede idrætsliv.

Åbningstider​

Mandag – fredag

10.00 – 18.00​

Weekend

10.00 - 12.00​

Helligdage

lukket

Der tages for​behold for ændringer i åbningstiderne.

Kontaktoplysninger

Brug Bolden Danmark

Bagsværd Hovedgade 126

2880 Gladsaxe

Klik her for rutevejledning

+45 7174 1778

kontakt@brug-bolden.dk