logo

Stemmerne fra fællesskabet – Ungdomsfællesskabets vokseværk

​5. november 2024

​Samuel er 16 år gammel og har været medlem af Brug Bolden siden vinteren 2022, da han og nogle venner tilfældigt stødte på foreningen i Hafnia-Hallen.

”Mig og mine venner kom herover for at spille, men så fik vi at vide, at banerne allerede var booket af et eller andet fodboldfællesskab…” fortæller han.

Først troede drengene, at de ville blive sendt væk fra banen, men så viste det sig, at de blev inviteret med.

Da Samuel og hans venner spillede med for første gang, var der dog et stort spænd rent aldersmæssigt, hvilket han husker som lidt afskrækkende:

”Der var folk med skæg og det hele! Vi var ikke lige vant til, at vi skulle spille med sådan nogle 25-årige, men så viste det sig senere, at vi kunne spille med folk på vores egen alder,” husker han.

Et nyt fællesskab for de yngste

Samuel og hans kammerater mødte nemlig Brug Bolden Danmark i lige præcis den periode, hvor vi udviklede og opstartede Ungdomsfællesskabet, som er målrettet de 15-17-årige medlemmer af foreningen.

Dette var netop med henblik på at imødekomme Samuels og andres oplevelse af, at det godt kan være en smule intimiderende at spille mod ”de store” og anerkende, at der i den alder er enormt stor forskel på, om man er 15 eller 25 år gammel.

Vi samlede vores yngste deltagere i deres eget fodboldfællesskab, der mødes hver lørdag året rundt, hvilket Samuel hurtigt blev del af, og nu kommer han her hver eller hver anden lørdag.

Allerede fra starten var det nye skud på stammen af Brug Boldens aktiviteter en succes og et populært tilbud. Til den allerførste træning i 2022 mødte 22 deltagere op. I begyndelsen af 2024 tæller Ungdomsfællesskabet over 250 drenge og er udvidet til en 3-årig periode med støtte fra Jascha Fonden, TrygFonden, A.P. Møller Fonden, Nordea-fonden, Brødrene Hartmann A/S og Social- og Boligstyrelsen.

Fodbolden og det sociale er lige vigtige elementer

”Det bedste ved at komme her er, at man lærer nye mennesker at kende,” mener Samuel og fortsætter:

”Stemningen er altid sjov. Jeg synes, det er bedst, når man selv spiller kamp og vennerne hepper fra sidelinjen. Og trænerne kommer altid med input til, hvordan man kan udvikle sin spillestil, så man kan blive bedre som fodboldspiller.”

Han har været med til fællesspisning flere gange, og ifølge Samuel gør det båndet mellem spillerne meget stærkere. Især fordi man har tid til at falde ned efter et intenst spil, hvor følelserne er gået højt på banen – så er det godt, at der er tid til samvær efter selve træningen.

”Når man spiller kamp, er man 100% in the zone. Der kan der godt opstå nogle uenigheder, men efterfølgende kan snakke om det og løse det,” uddyber han.

Samuel nyder, at det fodboldmæssige og det sociale er lige vigtigt. I Brug Bolden kan han dygtiggøre sine fodboldtekniske evner samtidig med, at han hygger sig og lærer en masse nye mennesker at kende. Modsat en almindelig fodboldklub er her altid nye mennesker, og generelt er der mere tid til at spille, hvilket gør det hele lidt sjovere, mener Samuel.

Det eneste, der ifølge ham kunne forbedres, er at arrangere flere sociale aktiviteter, så man kan lære de andre deltagere endnu bedre at kende.

Det sociale miljø gør mig modig

”Jeg er blevet mere modig, og jeg snakker mere. Normalt plejede jeg at holde mig for mig selv, men fællesskabet har gjort en forskel for mig. I stedet for at sidde for mig selv vil jeg meget hellere ud, og det er blevet nemmere at snakke med fremmede.”

Sådan fortæller Samuel om den udvikling, han har oplevet hos sig selv gennem sin tid i Ungdomsfællesskabet. Han peger på, hvordan den fælles interesse for fodbold kan samle mennesker på tværs af forskelligheder:

”I et fællesskab som det her er vi ens: Vi er alle sammen kommet for at spille fodbold og få nye venner.”

Det er flotte indsigter og udtalelser fra et ungt menneske, og det er netop den personlige udvikling og den store rummelighed over for diversitet, vi er stolte over at observere hos vores deltagere, både i Ungdoms- og Seniorfællesskabet.

Tusind tak til Samuel for at dele sine oplevelser og refleksioner med os. Vi ser frem til at fortsætte ind i det nye år 2025 med fuld knald på og byde endnu flere unge velkomne i fællesskabet!

Hvad er Brug Bolden Danmark?

Brug Bolden er et brobyggende  fodboldfællesskab målrettet unge, der står udenfor det almene, etablerede idrætsliv.

Åbningstider​

Mandag – fredag

10.00 – 18.00​

Weekend

10.00 - 12.00​

Helligdage

lukket

Der tages for​behold for ændringer i åbningstiderne.

Kontaktoplysninger

Brug Bolden Danmark

Bagsværd Hovedgade 126

2880 Gladsaxe

Klik her for rutevejledning

+45 7174 1778

kontakt@brug-bolden.dk