Du har fuldtidsarbejde eller er i gang med en uddannelse og vil gerne ud i feltet og have et spændende, meningsfuldt frivilligt arbejde med mulighed for stor medindflydelse fra din side. Et job, hvor hver vagt er forskellig fra den forrige.
Uanset om du skal være trænerassistent, træningsansvarlig eller mentor i Brug Bolden, er det vigtigt, at du er mentalt robust og ønsker at være en empatisk, udadvendt og inddragende rollemodel for de unge deltagere.
Du ønsker selv at være del af fællesskabet og er klar på at bidrage der, hvor det behøves, hoppe ind på banen sammen med andre, give en hånd og aktivt komme med ideer, som i vores organisation hurtigt kan føres ud i livet.
Du er en god menneskekender og har lyst til at være i dialog med borgerne. Du kan understøtte individuelle behov såvel som fremme nye relationer og den socialisering, der opstår på sidelinjen af fodboldbanen, i hallen og til vores sociale begivenheder, som afvikles en til to gange månedligt i mindre grupper.